Er metaverset den næste digitale revolution eller blot endnu en gang techbuzz?

Har du besøgt The metaverse? Nej, svarer er du nok – for hvor fan' er indgangen henne? Lad os slå det fast med det samme: metaverset findes ikke. Så der er ingen grund til at lide af FOMO. Det er ikke fordi, vi alle holder fest i metaverset, og har glemt at invitere dig. Men noget rører på sig, og det kigger vi nærmere på her. 

De første små sandkasser i form af teknologier og indholdsplatforme findes og kan kaldes små metaverser. Men metaverset i bestemt form findes endnu ikke på samme måde som internettet.

Hvordan definerer man metaverset? 

Definitionen af metaverset er stadig flydende. Men der er rimelig konsensus om, at metaverset er det næste udviklingstrin af internettet, hvor vi kan være ‘immersed’ og have virtuelle, rumlige destinationer – fx til gaming, undervisning, som sociale mødesteder eller blot underholdning. 

“The metaverse will be the successor to the mobile internet” sagde Mark Zuckerberg, da han i 2021 annoncerede, at Facebook nu skulle hedde Meta. Ifølge Zuckerberg vil vi i metaverset kunne føle os tilstede her og nu med andre mennesker – uanset, hvor langt, vi sidder fra hinanden.

Hvad kendetegner metaverset? 

Metaverset er en real-time, virtuel 3D-verden, hvori vi kan mødes og interagere. Men hvad gør metaverset til lige netop metaverset til forskel fra andre virtuelle gaming-verdener, som fx World of Warcraft, Fortnite eller Minecraft, hvor millioner af mennesker mødes for at bygge ting eller dræbe hinanden?

Metaverset har nogle definerende kendetegn -– og normative krav, som metaverset bør leve op til, for at være et ægte paradigmeskifte. Det kan selvfølgelig diskuteres begrebsligt, hvornår metaverset kan siges at eksistere, men følgende kendetegn for metaverset er ikke bare en semantisk øvelse, men konkrete teknologiske søjler i metaversets infrastruktur:

Interoperabilitet

Interoperabilitet er et styrende princip for metaverset. Det betyder, at det virtuelle univers skal være tilgængeligt på og fra mange platforme og devices. Forestil dig, at du er en avatar eller hologram, så skal du uhindret kunne bevæge dig fra metaversets Instagram eller Google til metaversets nemlig.com og virtuelle Circle K. Interoperabilitet skal også kunne understøtte overlappende virkeligheder – fra en fuldstændig immersiv virtual reality-oplevelse til augmented reality, som via briller eller andre dimser blot tilføjer et lag af information eller forstærkning af den fysiske virkelighed.  

Benløse avatarer i Meta Horizon Worlds – Kilde: Skærmbillede fra Youtube 

Decentralisering 

Drømmen om det frie internet, der ikke er kontrolleret af big tech eller regeringer, lever stadig. Derfor bliver blockchain-teknologi en vigtig del af meterverset, da blockchain er peer2peer, decentral, krypteret og immutable data. Altså data som fuldstændig unik og sporbar, men som ikke kan kopieres eller spores uden kryptering. Blockchain kommer dog ikke til at være den bærende teknologi, for en real-time, high-definition, 3D-verden, hvor vi er sammen på tværs af den fysiske jordklode og har hele kroppe og ansigtsmimik, vil nemlig kræve en helt vanvittig båndbredde og digital infrastruktur – og blockchain er notorisk kendt for at æde båndbredde.

I parentes bemærket, så underspiller Meta (aka. virksomheden bag bl.a. Facebook, Instagram og WhatsApp) denne decentraliseringspointe. Men mon ikke det er fordi, at den gode Zuckerberg ønsker, at metaverset primært skal leve på Metas egen teknologiplatform – og at Zuckerberg skal være bossen i metaverset. I hvert fald skyldes hele navneskiftet fra Facebook til Meta jo bl.a., at Meta satser big time på metaverset som fremtidens internet.

Se Mark Zuckerbergs pitch af The Metaverse her. 

Zuckerbergs pitch af The Metaverse – Kilde: Skærmbillede fra Youtube 

Persistens/kontinuitet

Metaverset skal være persistent, altså vedvarende, hele tiden. Metaverset skal kontinuerligt være til stede. Ligesom den virkelige verden ikke ophører med at eksistere, når jeg lukker øjnene eller sover, så vil livet gå sin vante gang i metaverset; og hvis jeg bygger en unik buste af Mark Zuckerberg for at sælge den som NFT-kunst, så vil den bestå og andre vil kunne nyde den – også når jeg forlader metaverset. For, at der kan være persistens, er det en forudsætning, at indhold i metaverset kun kan blive slettet af brugeren selv. Der vil ikke kunne være en central udbyder, som kan lukke ned for min (kryptovaluta-indbringende) produktion af big tech boss-buster.

Vil min NFT-kunst kunne leve i tusindvis af år?

Fysisk rummelighed

Virkeligheden er jo, med et fint ord, spatio-temporal – i hvert fald oplever vi som mennesker uundgåeligt virkeligheden som værende i rum og tid. Det skal metaverset kunne efterligne, og for, at det er muligt, skal man kunne interagere i metaverset med alle fem sanser. Her er altså ikke blot tale om syns- og høresans. Men også smag, duft og taktile fornemmelser. 

Dét forskes der naturligvis i, men et forsigtigt gæt vil være, at der er et godt stykke vej til, at jeg kan nyde et godt glas Barolo blot ved at slikke på mine VR-briller. Og hvad med fornemmelsen af balance? Altså ikke på grund af for meget Barolo, men fordi rumfornemmelsen er knyttet til balance- og bevægelsessansen. Det er en kendt sag, at mange lider af ”cybersickness”, altså transportsyge eller søsyge ved brug af VR-briller.

Sociale fællesskaber

Metaverset er jo sociale medier og gaming på steroider – og forbundet. Om det så er en endeløs strøm af letfordøjelig underholdning på TikTok eller deling af ferie- og børnebilleder på Facebook og Instagram eller professionel selvpromovering på LinkedIn og Twitter eller produktive workspaces som Slack og Teams, så er de sociale medier jo i deres natur netop sociale (hvor meget de så end beskyldes for at være asociale og mere ”so me” end SoMe). Ingen af os ville være på alle disse platforme, hvis ikke det var for fællesskabet og det sociale aspekt, uanset om vi bidrager med indhold eller blot er med på en kigger. Metaverset vil ligeledes bestå af en masse fællesskaber eller communities på samme måde som SoMe i dag – og som virkeligheden er det. Blot vildere! (altså, hvis det lykkes, og ikke blot bliver et nyt tomt og halvtarveligt second life). 

I denne video besøger en Wall Street Journal-journalist metaverset i 24 timer. Og hun lader egentligt til at hygge sig ok i en verden, hvor folk svæver rundt uden ben.

Wall Street Journal, Trapped in the Metaverse – Kilde: Skærmbillede fra Youtube 

Selvsuveræn identitet

Self-sovereign identity (SSI) er en tilgang til digital identitet, som giver den enkelte kontrol over den information, de benytter til at bevise deres identitet. I dag er vores digitale identiteter afhængige af andre. Skal jeg logge ind på vores allesammens public service-platform dr.dk, så kan det kun ske med et login, som DR udsteder til mig, eller med login fra en af de tre store tech-giganter Apple, Facebook eller Google. Med selvsuveræn identitet vil ens identitet være uafhængig af kommercielle udbydere, og man vil ikke kunne blive slettet fra metaverset, blot fordi en platformudbyder eller en regering synes, man har vist et billede, som var imod fællesskabsreglerne eller skrevet en tekst, som gik imod et givent regimes politik.  

Faktisk arbejder man i EU på at bygge en europæisk blockchain-infrastruktur, som kan understøtte selvsuveræn identitet for fremtiden EU-borgere.   

Få et overblik over SSI på Wikipedia her. 

På metaverset ejer du din egen identitet

Metaverset helt kogt ned

For at opsummere, så er Metaverset altså ikke blot et enkeltstående VR-spil, men det er ideen om det næste internet, hvor forskellige teknologier som blockchain, VR, AR og lynhurtigt 5g-internet udgør en del af infrastrukturen. Derudover skal forskellige betingelser – som fx interoperabilitet, decentralisering, persistens, rumlighed, fællesskab og suveræn selvidentitet  – gøre sig gældende for at metaverset bliver den næste digitale revolution, som det spås at blive. 

Nå, nu er det på plads. Men hvad skal vi så bruge metaverset til? Det kigger vi på i næste artikel.