Content

Vi gør brands relevante med interessant indhold, der fænger og fastholder – fordi det skaber værdi. Det handler om at finde mødestedet mellem brand og det enkelte menneske, så oplevelsen er relevant for begge.

  • sociale medier
  • Instagram
  • marketingdata
  • content

Instagram: Sådan fungerer algoritmen

Skrevet af Fie Lyster | 28-06-2021

Gennem tiden har mange undret sig over eller kloget sig om den sagnomspundne Instagram-algoritme. Men faktum er, at det meste har været formodninger, da ingen har haft adgang til reel information fra Instagram selv. Nu er der dog nyt fra hestens egen mund, da Instagrams CEO, Adam Mosseri, endelig har kastet lidt lys over, hvordan algoritmen fungerer.

Først og fremmest maner Mosseri myten om ’Algoritmen’ til jorden. Dét indhold, du får vist på Instagram, er ikke styret af én, egenrådig algoritme, men derimod et stort sammenspil af adskillige algoritmer, maskinlæring og processer. De har sammen til formål at give dig den bedst mulige brugeroplevelse, så du selvfølgelig bruger længst mulig tid på platformen (og får vist en masse sponsoreret indhold!). Men mon ikke, vi alligevel bare fortsætter med at kalde det algoritmen i dagligdags tale?

Det vigtige at tage med sig herfra er, at i stedet for at bekymre sig om den store, forkromede algoritme, bør man sætte sig ind i, hvordan de forskellige algoritmer på Instagrams forskellige formater fungerer. Det er hér, det bliver rigtig spændende.

Sådan rangereres content i Feedet og Stories

I Instagram Feed og Stories ser brugerne udelukkende content fra dem, de følger (og naturligvis en sponsoreret post i ny og næ) – og de ønsker især at se content fra nærmeste familie og venner samt de influencers eller brands, de bedst kan lide.

Så hvordan ved Instagram, hvem det er? Det har de givet os et lille indblik i her:

  • Information om selve posten: Hvor populær er posten ud fra antal interaktioner – og basal information såsom hvornår den blev postet, location, længde på indholdet og lignende.
  • Information om den person, der postede: Hvor interessant er denne person for dig? Dette baseres fx på, hvor meget I har interageret de seneste uger.
  • Din egen aktivitet: Det content du interagerer med, kan hjælpe Instagram til at forstå, hvad du er interesseret i.

Algoritmen er altså mest af alt et ’kvalificeret bud’ på, hvad den enkelte bruger vil synes om. Samtidig bliver det slået fast, hvad de fem mest værdifulde interaktioner i Feedet er: At bruge et par sekunder på at læse en post, at like den, kommentere den, gemme den eller at klikke på profilbilledet.

Læs også: 7 brugbare tips til YouTube for virksomheder

Sådan fungerer Explore-fanen

Explore-feedet er de flestes go-to, når det er tid til at få ny inspiration eller blot at drømme sig væk til varmere himmelstrøg. Modsat Feed og Stories, så bliver man i Explore-fanen mødt af content fra profiler, man ikke allerede følger – men som man højst sandsynligt vil finde ganske interessant.

Og det vil man, fordi Instagram baserer ens personlige Explore-feed på alt dét content, man tidligere har liket, kommenteret eller gemt.

Samtidig baseres Explore-feedet også på de interesser, man deler med andre ligesindede. Nu bliver det lidt kringlet, men hold lige fast: Lad os sige, at du er helt pjattet med fodboldspilleren Simon Kjær og liker alle hans posts, så vil du i Explore-feed nok bliver præsenteret for content fra Herrelandsholdet og AC Milan, da Simons andre følgere interagerer med content fra de profiler. Så Explore er altså ikke udelukkende baseret på din egen aktivitet, men også aktiviteten hos dem, du deler interesser med.

I Explore-feedet er det disse parametre, der vægter:

  • Information om posten: Hvor populær er en post og hvor hurtigt får den interaktioner? Popularitet er en langt vigtigere markør i Explore end i Feed og Stories, og derfor finder man ofte viralt content i sit Explore-feed (hvilket naturligvis er selvforstærkende, da endnu flere opdager det i Explore!)
  • Din historik med personen: Posten er højst sandsynligt blevet delt af én, du ikke kender, men måske alligevel har interageret med før.
  • Din egen aktivitet: Det content du har interageret med tidligere – men også om du tidligere har anvendt og udforsket Explore-feedet.

Sådan fungerer Reels

Mon ikke, mange har oplevet tiden flyve af sted, mens man scroller længere og længere ned i Reels-feedet fyldt med bjæffende hunde og shufflende teenagere?

Hvis du kan genkende ovenstående, så ved du, at du sjældent kender afsenderen på de Reels, du dykker ned i. Algoritmen på Reels fungerer nemlig lidt på samme måde som i Explore-fanen, dog er der ved Reels mest fokus på underholdningsværdien af videoen og mindre på, hvem du interagerer med.

Algoritmen lægger her vægt på:

  • Din egen aktivitet: Hvilke reels, du tidligere har liket, kommenteret eller set.
  • Din historik med den person, der poster: Du kender nok ikke afsender af videoen, men måske har du tidligere interageret med deres content.
  • Information om reelen: Dette kan være underlægningsmusikken, pixels eller videoens popularitet.
  • Information om dén, der poster: Hvor populær er personen og dennes indhold? Uanset om personen har mange eller få følgere, så kan deres content hurtigt komme ud at leve i Reels-feedet.

Læs også: Styrk kreativiteten med go', gammeldaws videnskabelig metode

Hvad betyder alt det her så egentlig?

Selvom Instagram og Facebook generelt er nogle hemmelighedskræmmere, så er det ikke ligefrem breaking news, at interaktioner og brugernes indbyrdes forhold er grundstenen i algoritmen. Dog er det vigtigt endelig at få cementeret, hvordan Instagram fungerer og få bekræftet vores antagelser.

Der er også en vigtig læring at skrive sig bag øret for virksomheder. Ofte har vi en tendens til at vægte optimeringer mod reach, konverteringer og trafik højest, men man skal ikke dømme engagement ude. Måske giver en kommentar eller et 'gem' ikke salg i butikken i første omgang, men ud over at bygge brand loyalty og awareness, så øger det din profils synlighed på Instagram. Hvis en stor del af dine følgere interagerer med dit indhold, så bliver deres venner måske præsenteret for selvsamme content i Explore- eller Reels-feedene.

Dermed er organisk vækst endnu ikke helt dødt – dog kræver det som altid, at man lægger hovedet i blød og fokuserer på at møde følgerne med indhold, der er underholdende, oplysende eller på anden vis giver værdi og mening. Godt indhold på Instagram har ganske enkelt bedre vilkår end dårligt.

Følg med, når Instagram øger synligheden 👀

Instagram teaser med at afsløre endnu mere om deres algoritme. Vi glæder os til at følge med, og hvis du gør det samme, så kig her.

Mangler I en digital partner, der kan rådgive og løfte jeres markedsføring, så det giver mening for forretningen? Så tøv ikke med at række ud. Vi kan for eksempel starte med at kigge jeres Instagram-strategi efter i sømmene.