Content

Vi gør brands relevante med interessant indhold, der fænger og fastholder – fordi det skaber værdi. Det handler om at finde mødestedet mellem brand og det enkelte menneske, så oplevelsen er relevant for begge.

  • content
  • forretningsudvikling
  • sociale medier
  • annoncering
  • facebook

Indholdsmarkedsføring på budget – det kan godt lade sig gøre

Skrevet af Danni Kirstine Skou | 23-04-2019

Din virksomhed behøver ikke nødvendigvis store budgetter for at komme i gang med indholdsmarkedsføring. Få gode råd til, hvordan I kan arbejde med indhold, uden at det koster en firlænget herregård.

Indholdet er hjørnestenen i de stærkeste digitale brugeroplevelser. Det kan de fleste nok tilslutte sig. Alligevel er det ikke sikkert, at du sidder med det største budget til kreativ udfoldelse, og det kan være noget af en benspænder i forhold til jeres ambitioner om nye kunder, salg, awareness mm.

I denne artikel opridser vi, hvordan du kan vende vrangen ud på en økonomisk spændetrøje. Måske kan du ikke pille ved budgettet, men med kreative greb kan du trods alt arbejde med det gode indhold.

Tag afsæt i jeres eksisterende indhold og pakketér det anderledes

Start med at se på, hvad I allerede har. Både publicerede og interne dokumenter bør trawles igennem: Artikler, billeder, videoer, tutorials til kunder, interne præsentationer.

Dan dig et overblik over, hvad I har gjort før og hvad I har til rådighed. Hvordan kan I udnytte jeres eksisterende materiale igen?

  • Har I en video, der kan klippes i flere kortere versioner og derved være et visuelt greb til jeres website og opslag på social?
  • Har I en tutorial som I normalt gennemgår med kunder, der med lidt twists kan være alment interessant?
  • Er der emner i jeres interne præsentationer som kan vinkles til en ny artikel eller til en serie af opslag på social?

Måske kan jeres eksisterende indhold i mange tilfælde optimeres og pakketeres anderledes, så det både giver jer nyt indhold og også har mulighed for at performe endnu bedre end tidligere.

Optimér jeres indhold, så det er i de rette formater

Har I eksempelvis videomateriale, så overvej om og i så fald hvordan det kan klippes til kortere versioner. Tag i samme ombæring stilling til, hvor indholdet skal deles, da I bør tage højde for det formatmæssigt.

De forskellige sociale medier arbejder med en håndfuld formater – fra det horisontale 16:9 til det mobilvenlige 4:5 og det kvadratiske 1:1. Og mange flere. Det handler om at vælge de mest hensigtsmæssige formater, så dit indhold bliver vist på de bedste præmisser. Du kan fx sagtens bruge et horisontalt billede eller video på Facebook, men så optimerer du ikke til de små mobilskærme, hvor mange konsumerer indhold – og så får brugeroplevelsen et hak nedad. 

Måske har du oplevelsen af, at formaterne er en jungle at finde rundt i? I så fald kan du (i skrivende stund) fint snævre formaterne ind, så du bruger dem nedenfor. Så sparer du i øvrigt også tid, fordi du nemt kan genbruge videoen uden problemer på tværs af medierne. Vil du se flere formater, så tjek værktøjet SociaSizes.

Når I laver indhold der passer til de forskellige platforme, så arbejder I med og ikke imod algoritmerne, og dermed hen mod den gode brugeroplevelse. Ser I stort på formaterne, så kan jeres arbejde med andre ord være spildt.

Læs også: Sådan begynder du at arbejde med kunderejsen (og gøre data til handling)

Mini-case: Hvordan vi hjælper Bonduelle og vækker gammelt indhold til live

Vi hjælper Bonduelle i Danmark med at udarbejde indhold og annoncere det effektivt til udvalgte målgrupper på Facebook. Her er udfordringen et forholdsvis lille budget til kreativer. Det imødekommer vi ved at arbejde aktivt med deres eksisterende indhold, i stedet for fx at producere helt nye videoer, få taget nye billeder mm., for det kan blive en dyr affære.

Bonduelle har en masse gode videoer med opskrifter og influencers, som vi optimerer til social ift. længde, tekstlige greb og videoformat. Dermed øger vi forudsætningerne for at de enkelte stykker indhold performer optimalt.

Vi bruger samme mediespend som Bonduelle tidligere har brugt. Generelt ser vi en stigning i interaktion på 87 % – det er rigtig vigtigt for os, for det vidner om, at arbejdet bærer frugt og at vi påvirker de rette personer.

Læs også: Få gennemsigtighed i forretningen med en Værdirapport

Prioritér, så mediespend og kreativ tid hænger sammen

I langt de fleste tilfælde anbefaler vi, at kreativer følges op af et mediespend, når talen falder på social. Den tid der investeres i det kreative, er dårligt lagt ud, hvis ikke vi også annoncerer (til de rette personer, naturligvis).

Og her anbefaler vi, at I afvejer den kreative tid kontra mediespendet. Det er et spørgsmål om at balancere og prioritere. Forestil dig, at I får lavet en rigtig fed film til 200.000 kr., men at mediespend og kreativ tid til annonceringsplan mm. ikke følger trop, så I i al hast formulerer annoncer og booster videoen for 10.000 kr.

Her er tale om en skævvridning, særligt hvis filmen kun bliver brugt én gang (måske som TVC) i forbindelse med en kampagne og så ellers pakkes væk. Investeringen i filmen er som sådan rimelig, men hvis ikke tiden til det omkransende kreative og mediespend matcher, så er det en dårlig investering.

Sørg for, at filmen genbruges og at den tillader, at I kan klippe den i mange mindre dele. Så kan disse kortere versioner bruges over længere tid, og der er ikke bare tale om en ”one off”. Tænk i forskellige vinkler, temaer, personer osv., når I overvejer, hvordan filmen kan klippes i stumper.

Det er en øvelse at vænne sig til at tænke knap så meget i kampagne, og i stedet at stille spørgsmålet: Hvordan kan det visuelle bruges over længere tid – og hvordan versioneres det til flere medier? På den måde begynder I at arbejde mere langsigtet og kan forhåbentlig bruge jeres kreativer smartere.

Test jeres indhold og få optimale arbejdsgange

Du vil sjældent sidde til bords med os fra GORM, hvor vi ikke taler om og for tests. Tests er en grundlæggende del af vores DNA her på kontoret, for det er via tests vi bliver klogere. Både på, hvad der virker, men i sandhed også hvad der ikke virker.

Når I skal udøve økonomisk mådehold, så anbefaler vi at I runder Facebooks nyere annoncegreb kaldet dynamic creative ads. Her sætter man enkelte stykker kreativer i rotation, fx billeder, tekst, video og et link, og så lærer Facebook hvad der performer bedst. Når Facebook erfarer at tekst 1 virker bedst, så er det den, der vises mest, og sådan gælder det for alle kreativerne.

Som det fiktive eksempel fra Subaru viser, så kan det blive til ganske mange annoncevarianter, når enkeltstykkerne sættes sammen. Fordelen ved dynamic creative ads er, at I kan teste forskellige vinkler og sparer tid på at opsætte annonceringen. Samtidig er det et økonomisk fornuftigt format, der får mest ud af jeres mediespend.

Vi anbefaler at I sætter jer godt ind i formatet, da det ikke passer til alle formål. Du kan med fordel læse mere via linket nedenfor, hvor vi præsenterer dynamic creative ads grundigere.

Læs også: Få succes på Facebook med dynamic creative ads

Når I ikke er velsignet med en storproduktion, så kan lidt også gøre det

Kommer I aldrig nogensinde i nærheden af en TVC eller voluminøse budgetter til det kreative? Så har lidt naturligvis også ret. I al fald et stykke hen ad vejen.

Telefonfabrikanterne er ved at falde over hinanden i iveren efter at fortælle om genopfindelsen, ja nærmest revolutionen, af smartphone-kameraer. Og for os indholdsproducenter er det i mange tilfælde nok til, at vi kan producere ganske hæderlige videoer.

Alliér dig gerne med et stativ (de kan hjemmebygges, hvis det er nødvendigt) og en god mikrofon (de kommer i mange prisklasser). Sørg for en god lyssætning med hvad I har for hånden. Så kan din produktion i mange tilfælde tage fart. Det er et enkelt setup, der ikke kræver den store pengepung, blot opfindsomhed og lidt klippeevner bagefter.

Frekventér gratis eller prisvenlige billedbanker, når du mangler billeder. Tjenesten Unsplash er gratis så længe du krediterer fotograferne, og ellers er det danske billedsite JumpStory en fornuftig løsning med billeder og illustrationer på abonnementsbasis.

Prioritér derudover benhårdt i, hvor og hvordan I annoncerer. Hvis I kan se, at Facebook er bedst til at skaffe leads, så kanalisér pengene derover, i stedet for at forsøge at opdyrke det på fx LinkedIn.

Overvej også at skære ned på indholdet. Færre stykker indhold af højere kvalitet er at foretrække frem for kvantitet, der tager pusten fra dig og andre indholdsproducenter. Det er igen et spørgsmål om prioritering, der godt kan betale sig.

Mål på effekten, så I kan argumentere for mere spend

Når jeres tracking er sat korrekt op, så vil I være i stand til at måle specifikt på effekten af jeres salgs- og marketingaktiviteter. Med Google Analytics, Facebook Analytics og Facebook Attribution har I mulighed for at se på, hvor og hvordan I skaber mest værdi for pengene.

Derfor anbefaler vi, at jeres trackingsetup er optimalt, fordi det giver helt konkrete argumenter til resten af virksomheden ift. at prioritere – og evt. få tildelt mere – spend (og tid). Her kan det godt betale sig at investere i en ordentlig opsætning, så resultaterne af jeres hårde slid bliver synligt.

Alt efter tilskrivningsmodel og tilskrivningsperiode vil det med et solidt trackingsetup være klart, hvor I performer bedst. Med afsæt i den viden kan I tilrettelægge en endnu stærkere indsats på tværs af kanalerne, der er så kosteffektiv som muligt. Hvis du ikke er bekendt med tilskrivningsmodeller eller -perioder, så kan du starte med definitionen i vores håndbog til begreber i digital markedsføring.

 

Forhåbentlig sidder du nu med inspiration til, hvordan I kan arbejde videre med jeres indhold. Kontakt os gerne, hvis I har brug for en vurdering af, hvordan I tager det næste skridt med jeres indholdsmarkedsføring, så det hele går op i en højere enhed. :)