Vi bygger succesfulde brands med kreative brugeroplevelser. UX handler i sin essens om at forbinde mennesker og teknologi, og at brugerens oplevelse skal give mening.
- ux
- design
- development
Fire idéer til, hvordan I styrker arbejdet med UX og design
Hos GORM Agency er ét af vores særlige fokuspunkter UX. Derfor sendte vi i år to kolleger til Design Matters-konferencen, og her efterfølgende får du fire udvalgte input til, hvordan I kan styrke jeres arbejde med UX og design.
Her på bureauet lægger vi vægt på at opsøge ny viden, så vi kender de nyeste trends og data fra hele verden. I slutningen af september drog to af vores medarbejdere derfor til den store branchekonference Design Matters, hvor blandt andre Netflix, McKinsey Design, Dropbox og Amazon var repræsenteret på talerstolen.
Her fik vi bekræftet fire overvejelser, erfaringer og arbejdsgange i arbejdet med UX og design. Find dem i denne artikel :)
Hvad er user experience?
Du ved det sikkert, men vi genopfrisker lige hukommelsen ganske hurtigt.
UX handler om at skabe relevante digitale oplevelser for brugerne, hvad end det er på et website, i en app, på sociale medier eller hvor end, de møder os.
Vil du læse mere, så besøg denne introduktion til, hvad UX er og hvad UX ikke er.
Eksperimentér med designet ...
De fleste kan nikke genkendende til, at design skal afspejle og kommunikere virksomhedens identitet. Det visuelle skal være afkodeligt og give mening i forhold til virksomheden, så interessenter ser den røde tråd og genkender virksomheden i designet.
Design behøver til gengæld ikke altid være ”pænt”. En nyere retning inden for design er brutalism, som Jack Koloskus fra The Outline tog under kærlig behandling til Design Matters-konferencen.
Brutalism er i sig selv ikke et nyt fænomen; det så dagens lys i efterkrigstidens arkitektur og design. Det var oprindeligt et modsvar til det lyse, lette og ubekymrede design i 1930’erne og 1940’erne, og i nutidens eksperimenterende trend giver det sig til kende som minimalistisk og temmeligt barsk design uden alt muligt unødvendigt omsvøb.
Brutalism skærer alt det bort, som mange af os arbejder indgående med – konverteringsoptimerede placeringer, striks design, komplicerede user flows, æstetik og sarte farver. Brugeren bliver ikke taget ved hånden – brugeren må bare finde ud af det. Det er, sådan set, ret brutalt.
... og skab en følelse hos brugeren!
Hvorvidt brutalism bliver en herskende megatrend, skal vi ikke gisne om, men tanken er interessant. Med brutalism skaber man en ”brutal” oplevelse for brugeren, der møder noget relativt ukonventionelt, og det i sig selv kan skabe en mindeværdig oplevelse. Vække følelser.
Og netop her kan vi finde inspiration: Designet bør skabe en følelse hos brugeren. Vi kan ikke designe oplevelser, men vi kan designe rammerne for en given oplevelse – og dermed også hvilke følelser, brugeren forhåbentlig sidder tilbage med. Det er værd at lægge tanker i, når virksomhedens identitet skal formidles på en hjemmeside, sociale medier, Google og så videre.
Hvilken følelse vil I facilitere? Og hvilken faciliterer I lige nu?
Læs også: Alle taler om det, men hvad betyder datadrevet marketing egentlig?
Vi er alle UX’ere
Vi har sagt det før, men gentagelse betaler sig: Det er ikke kun UX’ere, der arbejder på at skabe den bedste oplevelse for brugeren. Det gør alle, der på en eller anden måde er i kontakt med det, kunden får i hænderne, ser, lytter til eller på en eller anden måde interagerer med.
Flere talere til Design Matters fremhævede det, vi allerede arbejder ud fra, nemlig at design- og UX-processen ikke er forbeholdt UX-teamet. Skabelsen af den bedste brugeroplevelse faciliteres bedst, når vi samarbejder tæt – på tværs af teams, afdelinger og virksomheder.
Måske du og dine kolleger kan snakke om, hvordan I hver især oplever, at I arbejder med UX? Er det noget I har tænkt over, eller er det noget, der vil fylde fremover?
Prototype! Prototype! Prototype!
Ben Sheppard fra McKinsey Design advokerede i sin taletid for, at virksomheder i højere grad bør dele prototyper med deres kunder. Han kunne fortælle, at 66 % af virksomheder ikke deler prototyper med deres kunder, og at 50 % ikke involverer deres kunder i produktudviklingen.
Hos GORM arbejder vi helst med klikbare prototyper, fordi det gør kunden i stand til at interagere, teste og forstå produktet på en helt anden måde end en flad PDF. En wireframe som kunden faktisk kan prøve, betyder færre misforståelser, bedre udnyttelse af arbejdstiden og ikke mindst et fælles ståsted for os og kunden, så projektet kan køre mere problemfrit.
Vi har i øvrigt også en kollega, der står for at undervise kunderne, når de overtager deres nye CMS. Vi har førhen gjort det i det små, men det er for alvor sat i system som en del af processen, så der opstår færre misforståelser. Det giver en mere gnidningsfri overgang fra produktion til drift for kunden, og giver både tryghed for dem og for os. Når vi har udviklet en hjemmeside, så vil vi naturligvis helst, at kunden får maks ud af den.
Vi anbefaler, at I ser på klikbare prototypes. Der er forskellige softwareløsninger, her bruger vi bl.a. Axure og Sketch. Af gratisløsninger findes der fx Figma.
Til dig, der vil vide mere om user experience
1. Genopfrisk the basics: Få en introduktion til, hvad UX er og hvad UX ikke er.
2. Skal I i gang med brugerundersøgelser? Eller vil I forbedre dem, I allerede har gang i? Bliv klogere på UX og brugerundersøgelser med denne artikel om, hvordan du lærer dine brugere bedre at kende.
3. Brugerrejsen eller kunderejsen er ikke til at komme uden om, når din virksomhed vil skabe meningsfuld UX. Kig forbi denne gennemgang af, hvad kunderejsen er og hvordan data er afgørende for jeres arbejde.
MORGENSEMINAR: Skab værdi med brugervenlige websites
D. 17 november kan du høre meget mere om, hvorforfokus på et brugervenligt website kan skabe værdi. Og så bliver det desuden et lovkrav fra 2025 med EU's nye direktiv WCAG.