Content

Vi gør brands relevante med interessant indhold, der fænger og fastholder – fordi det skaber værdi. Det handler om at finde mødestedet mellem brand og det enkelte menneske, så oplevelsen er relevant for begge.

  • content
  • sociale medier
  • sikkerhed

Facebook introducerer: Hemmelige samtaler

Skrevet af Danni Kirstine Skou | 07/10/2016

Med den seneste opdatering slår Facebook i al ubemærkethed et slag for privatlivet ved at tilføje ”hemmelige samtaler” i deres Messenger-app. Det ligner dog lidt et slag ud i luften, og her er hvorfor.

It-sikkerhed og privatlivets fred på nettet er et varmt emne i mange kredse. Kryptering af data er alfa/omega når det kommer til netbanker, mailudbydere og apps – og ganske almindelige websites. Kryptering beskytter nemlig vores personlige data ved at gøre den ulæselig for tredjepart, og op til nu har det været en offentlig hemmelighed, at Facebook i stor stil har kunnet følge med, når vi skriver og holder kontakt med vores Facebook-netværk.

Det kan dog så småt ændre sig nu.

Snak i fred – hvis du lige tænker dig om

I den seneste opdatering til besked-app’en Messenger introducerer Facebook ”hemmelige samtaler”, der netop går ind og krypterer data sendt mellem to parter, så hverken Facebook, offentlige myndigheder eller andre kan læse med. Det er et tiltrængt slag for privatlivet, der dog har et lille aber-dabei påhæftet. Krypteringen tilføjes nemlig ikke eksisterende samtaler, men er et tilvalg, brugeren selv aktivt skal træffe ved at oprette særskilte hemmelige samtaler.

Det kan ligne et lettere halvhjertet forsøg på rygdækning, så Facebook kan argumentere for at de skam forsvarer privatlivet. Samtidig kan det diskuteres, om det er et udtryk for ansvarsfralæggelse i forhold til mindre it-vante brugere. Sidst, men ikke mindst, er der navnet “hemmelige samtaler”/”secret conversations” – rent retorisk er det med til at antyde, at almindelige samtaler ikke er så hemmelige endda.

Når det er sagt, så er det dog en forbedring af sikkerheden og et tiltrængt skridt mod overvågningsbeskyttelse.

”Hemmelige samtaler” er ikke nævnt i beskrivelsen af opdateringen, men de 900 millioner Messenger-brugere vil efter opdateringen se muligheden for at oprette en hemmelig samtale, når de starter en ny samtale – det gælder både Android og iOS. Derudover kan man slå “hemmelige samtaler” til og fra under “Mig” i menuen, ligesom man også kan slette samtalerne derigennem. Sådan så det ud, da jeg første gang kiggede på den nye funktion:

 

Til den nysgerrige – videre læsning

Facebooks FAQ for “hemmelige samtaler”.